370 medarbejdere flyttes: Vestas samler aktiviteter i Lem

Vindmølleproducenten Vestas har meddelt, at alle aktiviteter i Ringkøbing flyttes til Lem. Flytningen omfatter cirka 370 medarbejdere og betyder, at virksomheden fra 1. august 2027 vil have over 1.000 ansatte samlet på lokationen i Lem.
Samtidig investerer Vestas 15 millioner euro i produktionen i Lem. Borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune, Lone Andersen, reagerer både med vemod og optimisme på nyheden.
"Det er selvfølgelig vemodigt, at Vestas flytter fra Ringkøbing. Vestas har både med deres produktion og arbejdspladser gennem mange år været en stor og vigtig del af byen. Men når det er sagt, så glæder jeg mig over, at de flytter produktionen og arbejdspladserne til Lem, hvor de også vil investere 15 millioner euro. De kalder det en investering i et mere fremtidssikret set up, og det er for mig et klart tegn på, at de er glade for at være i kommunen, og at de også ser sig som en del af Ringkøbing-Skjern Kommune i fremtiden," siger Lone Andersen.
Flytningen efterlader den såkaldte ”Vestas-halvø” i Ringkøbing tomt, hvilket åbner nye muligheder for udvikling.
"Når så stort et areal pludselig bliver ledigt, er det naturligt at tænke ”Hvad så nu”. Det gør vi selvfølgelig også. Vi vil nu give os god tid til at være nysgerrige og undersøgende og se, hvad der kan opstå. Der er jo for eksempel en ny bymidtestrategi for Ringkøbing midtby og havn undervejs – og i den forbindelse kan det blive spændende at se, hvilke ideer der kan opstå," siger Lone Andersen.
Faktaboks:
- Vestas flytter alle aktiviteter fra Ringkøbing til Lem
- Cirka 370 medarbejdere flyttes
- Over 1.000 medarbejdere samles i Lem fra 1. august 2027
- Investering på 15 millioner euro i produktionen i Lem
- Det tidligere Vestas-område i Ringkøbing bliver ledigt
- Kommunen vil undersøge nye udviklingsmuligheder for området






Accepter kun nødvendige cookies